En smed var tidligere byens altmuligmand
I gamle dage, før der ligefrem fandtes noget ved navn et smedefirma i København, fandtes der selvstændige smedjer i selv de mindste landsbyer, og alle kendte smeden, hvor han ofte gik under betegnelsen alene eller sammen med sit for- eller efternavn udelukkende.
Og før disse blev organiserede i laug og dannede foreninger, så var det ikke atypisk, at man lige spurgte smeden, om han kunne hjælpe med noget andet end at bøje jern i essen eller sko en hest.
For smeden var kendt for at have styrke, og det skulle hav helst have for at kunne begå sig i landsbyen og indynde sig respekt, også selvom ens familie havde været smed i byen længe før, vedkommende smed selv kom til.
Man kunne se det på markeder og til landsbyfester, hvor smeden viste sin styrke til underholdning og forventes at vinde den slags konkurrencer i styrke.
Men også i det daglige hev man lige fat i smeden, hvis der var tid, til at hjælpe med stort og småt, der krævede styrke.
Nu om dage vil man nok kalde det skruebrækkeri, og nogle fagforeninger ville nok gå ind og brokke sig med, at smeden overgik sine beføjelser til at udføre arbejde.
Den slags var man ligeglad med i gamle dage, hvis der lige skulle slæbes nogle tunge sække korn hos naboen, der skulle slås nogle murstene ud af en væg eller andet hårdt arbejde.
Men måske skulle man have grebet ind, når det gik ud over saniteten, for smeden kunne også bruges til at trække tænder ud, få hul på bylder med videre, som man ellers ville lade tandlægen eller lægen om nu om dage.
Men man havde havde tiltro til smeden, og det var hurtigere og billigere at gøre, så ofte var det det eneste valg, man havde dengang.
Tiderne har godt nok forandret sig!
