Når et apotek skal arves videre
I gamle dage var et apotek et familieforetagende, hvor man allerede, fra man fik den første – ofte mandlige – arving, sørgede for, at sønikke kunne blive indstillet på at overtage firmaet.
Der er sket meget fra det fysiske apotek, hvor der var måleapparater, mængdedoseringer, der kun var nogenlunde præcise og langsomme receptbestillinger, til at det hele kan gå meget hurtigt.
Læs bare lige her: https://www.asnaesapotek.dk/serviceydelser/bestil-apoteksvarer
Dengang var apotekeren også en person, som kunderne havde tid til at få en sludder for en sladder med, hvor man snakkede om alt fra det lokale miljø og helt ned til, hvilken skavank kunden har, om man har fået det bedre, om det hjalp sidst og så videre.
Apotekeren blev den forlængede arm for lægen i amtet, og vedkommende forventede næsten i sine hvide kittel at vide mindst lige så meget som lægen selv.
Nu er den eneste tilbageværende ordning og fælles genkendelighed nok, at apotekeren stadig bærer en hvid kittel.
Men ellers trækker man et nummer, får udleveret medicinen ret så hurtigt og højst bliver spurgt, om man kender til præparatet.
Desuden er det sjældent et familieforetagende længere, men man ser nærmere, at de fleste apoteker i landet er underlagt den samme udbyder, hvor det kun er medicinen, der svinger i pris, fordi den udleveres fra forskellige firmaer, så man selv har det valg.
Sådan var det ikke i gamle dage, hvor arvingen hurtigt kom i lære i apoteket og hurtigt blev indstillet på, at dette skulle være noget, som man skulle arve og overtage og drive videre – gerne endnu videre til næste slægt.
Der herskede ingen tvivl om, at det var sådan, som det skulle gå, og man blev næsten skolet/manipuleret til, at sådan skulle ens fremtidige tilværelse se ud.
Dengang var der heller ikke den samme sociale mobilitet, så man takkede egentlig mest for, at ens fremtid var sikret, end at man gik en usikker fremtid i møde, hvor man ikke kunne forsøge ens familie.
