Hvis du nogensinde har skulle stå for at arrangere noget, der bare var lidt mere større, end du skulle have to venner på besøg til at se en fodboldkamp og købe noget junkfood udefra, så kender du til mange af de elementer, der skal til for at planlægge sager ordentligt.
Nogle mennesker ender endda med at specialisere sig i den slags, så de bliver eventplanlæggere, fordi de trives i det kaos og ofte uorden, som der er ved at skulle planlægge både store og små events.
Ofte er det endda også arbejde, der foregår i weekender, på usammenhængende tidspunker, på helligdage med videre; der er meget hurry up and wait over det, hvor man skal vente på svar fra andre, man skal være mobil og omstillingsparat – og ofte skal man endda stå til rådighed i ens fritid, da der kan komme omvæltninger med kort varsel, man skal tage sig af.
Nogle mennesker slår ligefrem korsets tegn for sig, når de bliver tvunget ud i den slags opgaver, som de som private mennesker ikke kan undgå at skulle tage sig til, mens – igen – andre elsker den slags. Sådan er vi så forskellige.
At lave ordentlig eventplanlægning kræver god forberedelse, og i nogle firmaer, der beskæftiger sig med den slags, starter man endda ofte ud med planlægningen et helt år i forvejen.
Men det er næsten sikkert som amen i kirken, at der komme forviklinger i tiden op til, at eventet skal eksekveres, for man kan bare ikke helgardere sig mod alt.
Og når man så konstant iler rundt i tiden op til og under, eventet finder sted og skal finde sted, så handler det om at holde hovedet koldt, kunne uddelegere opgaver og stadig have et overskud til folkene omkring – som planlægger skal man være den sidste, der taber hovedet.
Og så er der også tiden bagefter, hvor man skal evaluere sig selv og andre, så man ved, hvad man skal gøre anderledes næste gang, og hvad man kan gøre bedre.